Wheel of Sound
Lyt til poesiens vinde, flyd med dens vande
Jeg har håndplukket en række digte, som jeg har sat musik og sang til, for at give dig en større oplevelse af poesiens kraft - hvor du kan bevæge dig fra at være læser til også at blive lytter - og hvor samtalen mellem livet, universet og Gud således får en ekstra dimension. For dig, der lytter, kan poesien blive en endnu større indre rejse, der giver plads til at mærke efter, kontemplere og modtage hjælp til at komme videre i de områder af livet, der måtte være stagneret. Noget af poesien vender op og ned på alting, for at give muligheden for, at det, som i livet opleves som en stor udfordring, uretfærdighed eller kamp, kan finde nye veje med mildere vinde, forståelse og indsigt.
For mig handler det om at finde ind til essensen af den rigdom, vi hver især er i besiddelse af, på alle mulige forskellige niveauer. Der er mange måder at være rig på, det er måden vi bedømmer, værdsætter og ser det på, som er afgørende. Den bevidsthedsrejse opfordrer jeg til at tage gennem poesien for at frisætte dine ressourcer, glæde og livsmod. Det er en rejse, hvor du kan genfinde din balance i måden at anskue livet på, hvor større hjertekontakt og healing kan opstå.
Og netop hjertekontakten og hjertets anskuelser af livet oplever jeg, at vi har brug for meget mere af, for kunne finde en naturlig balance i måden, vi danser med livet på. Mange taler om de ”bløde værdier”, og det er også det, hjertet taler om for mig - omend det er vigtigt også at huske, at intet er stærkere end vand, som er blødt.