Det føles så naturligt at jeg går hånd i hånd med poesien, den universelle og rumlige dans vi har sammen er nærmest ubeskrivelig, en evig kærlighedsaffære, en levevej fordi det er umuligt at lade vær med at opleve det som skal leves ud i poesien.
For mig er poesien, ord der beskriver nye skridt ud i komprimerede tekster, for at sende os af sted på indre rejser, hvor det mellem linjerne, betoningen og ordvalgende, er med til at sætter dagsordnen for den individuelles oplevelse.
Poesi har sit helt eget liv, ofte danser ordene rytmisk i essenser omkring stemningsbilleder, nogen gange i 4/4 takt eller valsende ¾ for så pludselig at ændre kurs i uforudsigelige vendinger.
Der ligger mange spor til fordybelse inden for korte hvider og intet er umuligt at sammensætte helt ud i det mest finurlige.
På mange set er poesi en leg med ord, rytme og udtryk uden grænser, kunstnerisk sat op for at bevidne himmel og jordiske landskaber, inspirere, provokere og støtte i dyb omsorg.
Poesien kommer til udtryk på mangfoldig vis i sin visdom, og jeg trives absolut bedst når jeg kan udtrykke mine indre kreative vinde, det skabende univers som flyder, fra mange forskellige vinkler uden rammer.
Fordybelsens glæder er for mig stor når nye digte kommer til live og associere med noget genkendeligt i mit indre. Digtet kan læses igen og igen og til stadighed rumme dybere rum at træde ind ad, nye døre som pludseligt åbnes op i en vending, som jeg ikke så før. Den mindste forandring på ordlyden skaber nye billeder og drager ud af flere stier, på opdagelsestur.
Oftest er det, som i mange andre henseende er svært for mig at give udtryk for, let og ligetil at kommunikere ud i poesien. At sidde i nuets klarhed og lade ord, stemninger og billeder tage form og berige min bevidsthed. Her er jeg i mit es – på hjemmebane i det som er mit hjerte nært. Jeg beundre virkelig folk der kan skrive lange historier og bøger, men for mig er det at drage essenser ud af de impulser der har sit eget liv og tænder min ild og følger mig til pennen, rytmerne, tonerne, harpens klang og ikke mindst livet, uendeligt smukt.
Jeg glæder mig til at dele min nye blok med jer og vil kaste mig ind i forsøget på at skrive indlæg som går mere i detaljer i sine beskrivelser og tager udfordringen op med stor entusiasme, uden at give afkald på det som er naturligt i de kreative processer for mig.
Jeg er langt om længe kommet til et sted i livet hvor jeg bedre forstår og ære min vej og rejsen hertil er det hele værd, jeg er så taknemlig for at kunne udfolde mig fra et sted jeg harmonere med, taknemlig for det jeg bliver vist fra universets kilder og ikke mindst den vejledning der lander lige ned i min turban. Når det så er sagt, er min taknemlighed lige stor i det omfang jeg kan inspirere andre, den udveksling fra afsender til modtager og modtager der afsender, er umådelig glædelig og verdisat derfra hvor jeg kreer. Det er poesiens cyklus som holder dansen i live, som lader forandringernes vinden fortælle sine glæder og sorger uden at bedømme, men drager essensen ind i hjertet.